21 Nov 2018

Gnostisk Erkendelse og fuldkommenhed del 3

Indtil videre har vi set på de dele af læren, som har berøringspunkter med kirken eller i al fald samme oprindelse, men forskellig tolkning. Nu vil vi se lidt nærmere på selve den del af gnosticismen, som adskiller sig fra kirken, og som denne dadler gnostikerne for.

Gnosticismens syn på: Indvielsen Som jeg tidligere har nævnte, var de gnostiske menigheder eller skoler opdelt efter samme princip som filosofiskolerne. I disse skoler blev man indviet og fik del i læren. Denne lære bestod i, at man fik indsigt i, hvem den rigtige Gud var, og at skaberen kun var et spejlbillede af den Højeste Gud. Denne erkendelse satte gnostikeren i stand til at sætte sig ud over skaberen og dem, som tilbad ham.

Denne indvielse gav gnostikeren den højere indsigt, som var en slags mysterievisdom om pleroma. Denne "erkendelse" førte til frelsen. Når gnosis opnås, er gnostikeren klar til at modtage det hemmelige sakramente, som kaldes "udfrielsen" (apolytrosis; forløsning). Ved dette sakramente tilkendegiver kandidaten over for dimiurgen (skaberen), at han er uafhængig af skaberen og ikke tilhører dennes sfære, men har hjemme blandt dem, som har trandensceret denne sfære til den Højeste Gud.

Mysterierne gav gnostikeren den indre kraft, som på en fysisk måde blev ham givet gennem sakramentet. Det gav ham muligheden for at opstige til pleroma ved at besejre ondskaben.

I det ovenstående er underforstået gnostikernes brug af "erkendelse" og "fuldkommenhed", som selvfølgelig ikke er klart definerede begreber; dem vil jeg prøve at klarlægge, således at man får en meget større indsigt i hele gnostikernes tankeverden.

Erkendelse Vi kan se af det forannævnte, at "erkendelsen" er yderst vigtigt for det videre arbejde mod fuldkommenheden. Gnosis betyder noget i retning af indsigt, erkendelse, kendskab, viden og andre beslægtede begreber. Denne gnosis viser tilbage på begrebet "kend-dig-selv", - for alle mysterietraditionerne siger, at det er ved at kende sig selv, at man opnår frigørelse. Dette siges meget klart i Thomasevangeliet af Jesus:

"Jesus sagde "Den, som kender alt, men mangler sig selv, mangler alt."

Jesus kom med erkendelsen - den erkendelse, som tilintetgør glemslen og vildfarelsen, men der var ikke nok, der kunne "høre", så vildfarelsen korsfæstede ham.

For at kunne forstå begrebet "erkendelse" må vi forstå begreberne "glemsel", "uvidenhed" og "vildfarelse". Vi må forstå, at for gnostikeren medførte glemslen, at vildfarelsen opstod, så derfor ligger roden til erkendelsen i glemslen. Denne glemsel kaldes i vore dage for ubevidstheden (døden) hos mennesket; men det betyder også, at selv om mennesket er fysisk vågent, så sover det alligevel.

Dette viser sig hos individet som uvidenhed; men selv samme individ ved det blot ikke, men oplever verden med sine sanser og tror, at det er hele meningen. Det er dette, der er selve vildfarelsen. Det er derfor, at skaberens verden (=s vildfarelsen) er en illusion, når man er kommet ud af sin glemsel og har opnået "gnosis".

Det, man må forstå, er, at man må arbejde med sig selv for at opnå tilstanden, hvor man "kender sig selv" og sin sande natur, før man kan modtage "gnosis" eller, som mystikerne kalder det, "illumination".

Disciplen, som opnår at kende sig selv, opnår at se selv det, som Jesus ikke kan lære ham. Det vil sige, at gnostikeren bliver en discipel af sin egen tanke og opdager, at den er sandhedens fader. I meditativ tavshed lærer han af sig selv, hvad han behøver at vide. Men denne tilstand kræver, at man har opnået "gnosis"; ellers bliver det bare til vildfarelsens tankespind.

Dette illustreres af Jesus i Thomasevangeliet, da han beder sine disciple om at sammenligne andre med ham og fortælle ham, hvem han ligner. Thomas svarer efter Peter og Matthæus: "Mester min mund vil overhovedet ikke kunne sige, hvem du ligner." Og Jesus svarer "Jeg er ikke din mester for du har drukken af den sprudlende kilde, som tager til. Jeg har selv tilmålt den."

Når gnostikeren har opnået "gnosis", opdager han, at han har et stort ansvar ud fra devisen: "Kendskab forpligter." Gnostikeren skal nu ud at virke blandt "glemslen" - ligesom Jesus gjorde - og han advares mod tilbagefald. Han afprøves i, om han nu også er fuldkommen, ved, at han skal gå ud og vække de "døde" og styrkede vandrende på vejen.

Fuldkommenhed Fuldendelsen opnås, når: "... den fornuftige sjæl, som udmattes i sin søgen ... den lærte om Gud. Den arbejdede hårdt med at udspørge ... talte legemets lidelser, trættede sine fødder i evangelisternes fodspor, og lærte om den Uransalige ... Den fandt til sidst hvile i ham, som er i hvile. Den hvilede i brudekammeret. Det spiste festmåltidet, som den havde hungret efter ... Den fandt hvad den havde søgt."

Hvad er fuldkommenhed? Det er noget, som ikke har nogen mangel; dvs., at der i fuldkommenheden er opnået en hvilen i den Højeste Gud. Denne tilstand er en bevidsthedstilstand - så vidt jeg forstår gnostikerne - som varer så længe, det hyliske legeme eksisterer. Den dag, da faderen kalder på sin søn, forlader sønnen vildfarelsens skabelse og tager bolig i faderens fuldkomne verden "pleroma" og hviler sig sammen med fadenen.

Denne tilstand er faktisk lig med hinduernes Nirvana, som er en forsvinden op i altets skaber. Man må forstå, at man i det øjeblik, som man kan sætte sig i denne tilstand samtidig med, at man har sit fysiske legeme, bliver lig menneskesønnen, og at den åndelige del af mennesket er sønnen.

Så i selve fuldendelsen ligger erkendelsen og omvendt; sagt med andre ord: livet er uden begyndelse og uden ende. Mere er der ikke at sige om dette, for det kræver gnosis at kunne tyde den dybeste mening om gnosis.

Kirkens synspunkter Kirkens syn på disse begreber er hurtigt fortalt. Når en kristen har modtaget dåben, har den kristne fået erkendelsen og vil derefter modtage fuldkommenheden på dommens dag. Men så nemt er det nu heller ikke, for den kristne må prøve at efterleve Kristi budskab; dette er svært selv for den dogmatiske kristne, for mennesket er fuldt af fejl, fejler af og til og må bede om tilgivelse for at nå fuldkommenheden på dommens dag.

Sammenfatning Dét, man kan se af begreberne "erkendelse" og "fuldkommenhed", er, at de egentlig indeholder det samme princip, og at målet er at træde ind i pleroma. Når man gennem hård stræben opnår gnosis, er følgevirkningen ofte den, at sålænge man er på Jorden, må man hjælpe andre til gnosis; men da gnostikeren stadig lever i skaberens verden, kan han ikke udholde at have konstant kontakt til den Højeste Gud, men opnår kontakten gennem meditation, hvorved han modtager visioner. Denne stræben viser også, at jo mere bevidst, man bliver om, hvad man er, jo mere fri bliver man af den omkringværende sfære. Sammenligner man med kirkens udlæggelse af begreberne, kan man godt se, hvor de svage i troen går hen: de bliver i kirken, fordi de endnu ikke er rede til arbejdet.

Konklusion Jeg må konkludere, at selv om man ikke kan bevise det i videnskabelig forstand, har gnostikerne en lang tradition bag sig, og bruger de den kristne tradition som den klædedragt, der passer til menneskeheden i den periode, hvor de selv påstår Jesus.må have været deres mester. Han er nemlig den eneste, der har haft kapacitet til at give mysticismen en ny klædedragt.

Da kirken blev mere institutionel, udartede divergenserne, og kirken kom med deres trosbekendelse, som holder nogle ude fra kirken. Den blev lavet af politiske årsager, hvilket understreges af udråbelsen af gnostikerne som kættere, da de truede kirken med deres opfattelse. Det vil sige, at kirken opstod for at skabe et magtcentrum. Den tog dermed afstand fra alle gnostiske tanker og sagde, at den alene havde den rette lære, hvilket efter min mening er noget vås.

I gnostikernes begreber "erkendelse" og "fuldkommenhed" docerer gnostikerne hårdt arbejde med at lære sig selv at kende for at opnå "erkendelsen", som derpå opfølges af fuldendelsen af gnostikeren, således at han kan hvile i "fuldkommenhed". Kirken siger: tro, bliv døbt og efterlev efter bedste evne Jesu bud , og du vil få fuldkommenheden på dommens dag.

Ud fra disse kort rids og ud fra, hvad Jesus siger og gør i bibelen og i de gnostiske skrifter, kan jeg konkludere, at gnostikerne lever op til Jesu budskab om at opnå erkendelse og fuldkommenhed gennem tro og handlingen at lære sig selv at kende.

Konklusionen er, at gnostikerne havde ret; hvis de havde været med i kirken, eventuelt i toppen af hierakiet, ville det have været en guldgrube for kristendommen i dag.

Literaturliste 

Hovedkilder 

Giversen, Søren (SE): Sandhedens Evangelium Sphinx forlag, København 1990. Denne bog rummer det eneste fuldstændige kildeskrift og vil derfor være udgangspunktet for andre kilder.

Pagels. Elaine (TE): Tabernes Evangelier Hekla Danmark 1980. Oversat af Vibeke Bengtson. Dette værk er brugt til at uddybe og klargøre de centrale tanker i gnosticismen samt forholdet mellem gnosticismen og kirken.

Wilson, R.Mc L. (G & NT): Gnosis and the New Testament Basil Blackwell. Oxford 1968. Den rummer tanker om begreberne "gnosticisme" og "gnosis", som videnskaben definerer dem. Den prøver også at finde relationer mellem gnosticisme og det nye testamente. - Den er særdeles vanskelig i sin sprogbrug, men et yderst vigtigt redskab i denne opgave; derfor er der brugt en del tid på at få et så stort udbytte af den som muligt.

Kilder 

Giversen, Søren (ThE) : Thomas Evangeliet Gyldendal, København 1990. Denne kilde siges af nogle forskere at være af gnostisk oprindelse, men Søren Giversen siger i indledningen, at den hører til en kristen, mundtlig tradition med meget gamle aner med asketisk holdning til verden.

Giversen, Søren (UG): Den ukendte Gud Hermes-skrifterne i oversættelse ved Søren Giversen G.E.C. Gad, København 1983. Den er brugt til bedre at forstå den ikke-kristne gnosticisme, som har mange lighedspunkter med selve den såkaldte gnosticisme.

Synspunkt-litteratur 

Christensen, Torben (K & IR): Kristendommen og Imperium Romanum Munksgaard, København 1967. Den er brugt som baggrundslitteratur. Værket er identisk med Kirko Historia, når det drejer sig om gnosticismen.

Christensen, Torben & Goransson, Sven (KH): Kirko Historia Scandinavian University Books, Sverige 1969. Den er brugt som baggrundslitteratur for at få forståelsen af, hvad der foregik mellem kirken og gnosticismen.

Hagglund, Bengt (TH): Teologins historia Liber Laromedel, Lund 1975. Supplerende oplysninger til forståelsen af den historiske baggrund. - Forfatteren beskriver gnostikerne i negative vendinger i forhold til kristendommen .

Giversen, Søren (M & M): Munke og Mystikere Rhodos, København 1962. Den giver et godt indtryk af brændpunktet mellem gnostikere og den katolske kirkes udvikling.


Frater Benefactor