16 May 2019

Hemmeligheder skaber mystik for mennesker

Mange mennesker misforstår betydningen af hemmeligheder og mystik. De agerer i verden ud fra en opfattelse af, at verden er farlig. Hemmeligheder og mystik får derfor nemt i deres øjne en truende karakter.

Når noget er mystisk, og vi fatter interesse for emnet, begynder vi at undersøge, hvad det er. Det er en naturlig menneskelig adfærd. Mennesket er imidlertid også et dovent væsen: kan vi få et hurtigt og tilfredsstillende svar, som vi forstår, så lader vi det være vores forståelse på et givent tidspunkt og går ikke dybere ned i det.

Mysterieskoler og Ordner bruger bevidst hemmeligheder og mystik for at stimulere deres studerende. Formålet med at skjule det åbenlyse og til tider kendte

er at få den studerende til at møde hemmeligheden og mystikken med et nysgerrigt og åbent sind.

Mange mennesker synes, det er mærkeligt, at andre har hemmeligheder, som de ikke kan få indsigt i. Jeg kan godt forstå dette synspunkt og skal derfor understrege, at der er en mening med hemmelighederne og mystikken omkring hemmelighederne.

Vi er klar over, at meget af undervisningsstoffet findes frit tilgængeligt i vores tid. Det er både godt og skidt. Det gode er, at alle i dag har mulighed for at sætte sig ind i de tanker og filosofier, som stoffet dækker.

Medaljen ved, at meget materiale er let tilgængeligt, har også en bagside: viden i sig selv skaber ikke forandringer; det er lettere for mennesket at antage en sandhed uden at forholde sig til den let tilgængelige viden.

Hvis man blot antager en sandhed fra andres viden, får læringsprocessen ikke den struktur, der helt naturligt skaber den forandring, som giver større erfaret forståelse. En forkert proces øger sandsynligheden for, at eleven farer vild i intellektets fantasifulde frembringelser. Det kan gå rigtigt galt, når vi falder for disse mentale frembringelser. Vi skader os selv.

At undervisning, ritualer og indvielser er hemmelige, har altså flere relevante formål.

Formålet med hemmeligheder og mystik

Hvorfor Rosenkors-Ordenen eksisterer? Rosenkors-Ordenens formål er at hjælpe mennesker til at udvikle sig som hele individer, der kan inspirere andre til det samme.

Rosenkors-Ordenen ønsker at hjælpe mennesker til at udvikle deres unikke forståelse af sig selv og det kosmos, de er en del af. Mangfoldighed er et nøgleord, der AMORC sætter meget højt.

Da mennesker er meget forskellige, kommer de med forskellig viden og baggrund til en organisation som AMORC. Derfor er det nødvendigt at skabe et studiemiljø, der kan inspirere mennesker til at lægge deres egen viden og forståelse til side. Til det formål bruges mystik og hemmeligheder til at skabe den rette ramme, så personen møder undervisningens påstande med et åbent sind.

Lykkes det, er der skabt et godt fundament til en god proces i den studerende. Den studerende skal reflektere, kontemplere og meditere over undervisningens påstande, så personen bliver bevidst om så mange perspektiver i undervisningen som muligt.

På den måde lærer vi at forholde os til livets udfordringer med et åbent og rummeligt sind: der findes ikke én sandhed, men mange måder at forstå SANDHEDEN på. Det åbner os op for at reflektere over alt det, vi møder i livet, fordi vi er blevet nysgerrige efter at forstå.

Når et individ når til denne nye usikre tilstand, vil processen i menneskets udvikling tage fart, først hen imod at forstå, hvem vi er; dernæst hen imod at finde vores plads i skabelsen. Når vi forstår, hvem vi er og vores plads i skabelsen, vil vi opleve en frihed, der sætter os fri. Processen i vores udvikling fører os endeligt frem til at formidle denne frihed til andre søgende.

Mystik og hemmeligheder sikrer en sund udvikling i mennesket, en frigørelse af mennesket, når det samarbejder med processen.



I kan lære mere om disse ting, hvis I er interesserede i at forstå jeres egne hemmeligheder og jeres indre mystik. Rosenkors-Ordenen hjælper søgende på deres opdagelsesrejse. I kan læse mere om os på amorc.dk, amorc.no og amorc.se.

Lys, liv og kærlighed

Benefactor