24 Jul 2021

Mystikerens indre renselse

Mystikeren må lære at observere verden omkring sig, ikke som han/hun har lært, at verden er, men som den faktisk er. Personligt har jeg i mange år gået og undret mig over, hvad renselsen egentlig går ud på.

For at forstå, hvad renselse drejer sig om, vil jeg tage udgangspunkt i kroppen. Det er livsvigtigt, at kroppen får god ren væske i form af naturligt vand. Kroppen skal have alle de næringstoffer, den behøver for at kunne reparere skaderne, som vores brug af kroppen medfører. Sidst men ikke mindst skal kroppen have den hvile, der er nødvendig for den. Det er kroppens basale behov; og de skal vi dækket i høj grad, før vi kan begynde indre renselse.

Det at varetage kroppens naturlige behov er en forudsætning for indre renselse, men har i øvrigt intet med indre renselse at gøre.

Hvad handler indre renselse så om? Handler det om vores personlighed/ego?

Der tales om, at personligheden/egoet skal elimineres. Sådan var min holdning også i mange år. En dag gik det dog op for mig, at kroppen ikke kan undvære personligheden/egoet; personligheden/egoet varetager en meget vigtig funktion, nemlig at sikre, at kroppen overlever, er sund og optimalt fungerende - alt ud fra de givne muligheder.

Personligheden/egoet er omdrejningspunktet for en sund krop og optimale mentale funktioner. Men hvad er det så, der gør, at vi bliver syge - enten fysisk eller psykisk? Også her er personligheden/egoet den funktion, som er årsagen til, at det sker. Det er også den, der bestemmer, hvordan vi ser verdenen. For personligheden handler det om at overleve. Den ser på verden, som om den er farlig.

Hvad er det i personligheden, der afgør, at verden er farlig? Det er konklusionerne, som personligheden drager på baggrund af de oplevelser, vi har haft under vores opvækst og i resten af livet. Konklusionerne bestemmer vores syn på livet og dets hændelser. Og hermed er vi kommet ind til kernen for den indre renselse.

Konklusionerne kender vi under navne som værdier, overbevisninger og kulturelle normer. De er blevet til det, vi har besluttet/tror, er sandheden om vores liv. De forandrer sig alt efter den kontekst, vi er i på et givent tidspunkt. Hver eneste værdi, overbevisning og norm, som vi tror på som sand, bestemmer vores måde at opleve vores liv på. Så de forhindrer os i at se verdenen, som den er.

Eller udtrykt på en anden måde: Vi oplever ikke verdenen, som den er, men som vi er!

Med begreberne værdier, overbevisninger og kulturelle normer har vi fundet frem til netop de funktioner i vores psyke, som vi skal arbejde med - det er det, indre renselse drejer sig om. Indre renselse er essensen af det arbejde, en mystikker må udføre for at opnå illumination.

Rosenkors-Ordenen AMORC starter sin undervisning med at lære os at kunne koncentrere os, styrke vores intuition, kontemplere og meditere. Disse fire redskaber er essentielle for at kunne gå i gang med den indre renselse. Det er vigtigt at have en stærk intuitiv fornemmelse for, hvad der er rigtigt for os.

Når vi begynder at mestre de fire redskaber, kan vi begynde opdagelsesrejsen ind i psykens ubevidste områder for at kortlægge vores værdier, overbevisninger og normer. Værdier, overbevisninger og normer vil jeg fremadrettet kalde “VON”.

Gennem mit årelange arbejde med AMORCs undervisning har jeg fundet frem til en måde at rense personligheden/egoet på. På min lange rejse har jeg måttet sande, at det er utroligt svært at bevidstgøre VON. Personligheden/egoet skifter nemlig hurtig karakter, hvilket gør det vanskeligt at fokusere på de aktive VON. Med øvelse og vedvarende arbejde på at bevidstgøre VON bliver det lettere.

Til at starte med må vi nøjes med at observere og acceptere vores VON som det, de er. Med tiden kommer vi til at forstå, hvorfor de eksisterer. Det gør vi ved at kontemplere over dem uden ord - én ad gangen. Når vi er nået til det punkt, hvor vi forstår deres eksistens, er det tid til at give slip på dem. Vi giver slip på dem i meditationen, hvor vi også får vejledning i, hvad vi skal gøre, hvis det ikke er muligt at slippe dem. I givet fald er det ikke lykkedes os at bevidstgøre årsagen til deres eksistens. Og så må vi arbejde videre med det givne aspekt, indtil vi kan slippe dem helt.

Renselsesarbejdet
For at kunne udføre renselsesarbejdet må vi blive bevidst om de ting, der er sket i løbet af dagen, og hvordan vi har reageret på dem. En metode er, at du hver aften løber dagen igennem fra slutningen til starten af dagen. Denne øvelse øger din bevidsthed og evne til at være bevidst under dagens forskellige hændelser.

Tag for eksempel en hændelse, hvor du og en kollega på arbejdet ser forskelligt på en opgave:

  • Kollegaen udfører opgaven.
  • Du bliver sur over måden, den er blevet udført på.
  • Du oplever negative følelser over for kollegaen.
  • Du har en indre dialog, som giver kollegaen ansvaret for måden, du oplever hændelsen på.

Kig på, hvad der faktisk skete, og tag selv ansvaret for din tilstand.

Undersøg din reaktion for at finde ud af, hvilken tro (værdi, overbevisning, norm /VON) der ligger til grund for, at du oplevede hændelsen på den måde. Når vi bliver klare over den aktive VON, kan vi kontemplere over den for at finde ud af, hvordan den opstod. Giv gerne den aktuelle VON et navn eller et beskrivende ord (kun med en stavelse).

Når vi gennem kontemplation når til et punkt, hvor det føles rigtigt at give slip på den aktuelle VON, lader du den opløse sig, mens du siger: Denne VON er jeg fri af. Derefter glider du ind i en meditativ tilstand af dyb indre fred.

Dette var blot et eksempel på en renselsesmetode. Vi skal hver især finde vores måde at udføre renselsesarbejdet på. Ret dig efter din intuition!

Vi skal arbejde intuitivt under renselsesarbejdet; intellektet er egoets stemme og kan kun bruges under analysearbejdet med at findet kernen i den aktuelle VON, der fik os til at handle, som vi gjorde. Optræn din evne til ikke at dømme det, du oplever.

Formålet med renselsesarbejdet
Renselsesarbejdet skal hjælpe vores højere selv / vores sjælspersonlighed til at udtrykke sig i denne verden gennem en transparent personlighed/ego og manifestere sin årsag til at være inkarneret på det fysiske plan. Den indre renselse gør det muligt for sjælspersonligheden at udtrykke sin sande natur uden forvanskninger; og det giver mulighed for at se verden, som den virkelig er.

Rosenkors-Ordenen AMORC hjælper sine studerende med dette arbejde. På vores hjemmeside finder du to blogindlæg, der beskriver processen fra et alkymistisk perspektiv. Hos alkymisten består renselsen af en vedvarende 7-trinsproces. Jeg anbefaler, at blogindlæggene bliver læst i den rækkefølge, linkene nævnes.

http://www.amorc.dk/blog/view/andlig-alkemi-vagen-till-kann-dig-sjalv

http://www.amorc.dk/blog/view/andlig-alkemi-den-inre-mastaren-visar-vagen

Lys, liv og kærlighed

Benefactor