14 Apr 2016

​Underviser I i gnosticisme, hermetisme og Kabbala?

Dette er et spørgsmål, som vi tit får. Ja, vi underviser i emner, der er relateret til gnosticisme, hermetisme og kabbala, men Rosenkors-Ordenen A.M.O.R.C. har ikke undervisning, der specifikt underviser dig i disse studier. Men vi bruger den viden, der ligger bag i vores undervisning.

Gnosticisme, hermetisme og kabbala er tre grundlæggende retninger i Ordenens undervisning. De kommer frem, når vi studerer indvielsesvejen, og vi ser denne visdom, når vi arbejder i og med symbolikken og ritualerne i templet. Meget af visdommen fra de tre retninger er skjult, og alligevel er den synligt tilstede for den, der kigger efter.

Tidligere i historien var der alkymistiske, hermetistiske og kabbalistiske Rosenkorsere. Disse retninger var kendt som de okkulte videnskaber. Der var også de mere filosofiske og gnostiske grene af Rosenkorsere. I bund og grund er de alle Mystikere som udgangspunkt. De har dog fulgt deres egen indskydelse af studieretninger, efter at de har bygget deres personlige fundament ud fra Ordens studier og indvielser.

Derfor ser vi Rosenkorsere, der gennem tiden har været kendt som alkymister, som har arbejdet på at fremstille de vises sten og brugt deres resultater som læger. De har været astrologer og videnskabsmænd. Kabbalisterne underviste for at give en større forståelse af det guddommelige univers. Og gnostikerne arbejdede på deres personlige kontakt med deres sjælspersonlighed for at forstå den indre drivkraft i alt skabt, som gør det muligt, at vi oplever det, vi gør i denne realitet. Faktisk er alle elementerne repræsenteret i alle Rosenkorsere, selvom vi kun ser det, de havde specialiseret sig i.

I Skandinavien har vi en stærk tradition for den gnostiske tilgang til studiet og kabbala studiet. Vi har medlemmer, der har studeret kabbala i årtier. Rosenkors-Ordenen er en global organisation, så ønsker man at arbejde med disse højt specialiserede emner, må man nok regne med at finde dem blandt Rosenkorsere ude i verden, og selv tage kontakt med dem for at modtage deres undervisning.

Rosenkors-Ordenens undervisning giver i dag den studerende de bedste redskaber til at bygge sit personlige fundament på klippegrund med personens egen unikke forståelse, så de som mystikere kan vende tilbage i hver reinkarnation og bygge videre på deres tempel, indtil de har fået alle mennesker til at arbejde bevidst med deres udvikling, så menneskeheden kan løfte sig til næste udviklingstrin.

Undervisningen i Rosenkors-Ordenen A.M.O.R.C. er af en grundlæggende natur, der fremmer den proces, som hjælper den enkelte studerende med at bygge sit personlige fundament på klippegrund. Et andet aspekt er, at Ordenen i denne cyklus har tilrettelagt undervisningen, så det er muligt for flest mulige at komme i gang med deres spirituelle udvikling.

Vi stræber efter at sætte flest muligt i gang med deres udvikling, fordi vi tror på, at menneskehedens udvikling er et fælles anliggende. Vi tror på, at menneskeheden må udvikle sig sammen, så vi sammen kan træde et skridt opad på udviklingsstigen. Filosofien er, at vi skal hjælpe alle med deres udvikling. Derfor manifesterer Rosenkorsimpulsen sig igen og igen gennem tidsaldrene. Impulsen skaber aktiviteter, hvor Ordenens lære kan antage den form, der er mest aktuel i tiden. Derfor ser vi ikke en organisation, der kan fører linjen tilbage i historien, men en organisation der gør det af traditionelle grunde.

Hvis du er interesseret i mere om kabbala, gnostisme eller alkymi, kan du læse mere om det på vores blog; www.amorc.dk/blog eller gå til vores Facebook side; Rosenkors-Orden A.M.O.R.C. Under noter ligger der også en del materiale om emnerne.

Hvis du gerne vil vide mere om os, så kan du læse mere her på hjemmesiden. Har du spørgsmål, så skriv gerne til os. Kontaktoplysningerne finder du her på hjemmesiden. Hvis du ikke er klar til at blive medlem, kan du prøve vores gratis online kursus på www.mysterieskolen.dk, www.mysterieskolan.se eller www.mysterieskolen.no. Med kurset Refleksion viser vi, hvordan medlemmer kan bruge Ordenens lære til gavn for deres personlige udvikling ude i det virkelige liv.