23 Sep 2017

​Nuet - stedet hvor evigheden eksistere

Nuet er en mærkelig tidsenhed. Vi ved, at vi var i Nuet, når vi går ud af tilstanden, som giver os oplevelsen af at være i Nuet. Tilstanden i Nuet opfattes og beskrives tit med følgende begreber af Rosenkorsere: dyb indre fred, harmoni, kærlighed, bevidst nærvær - blot for at nævne nogle få. Nuet er en personlig oplevelse.

Positiv psykologi bruger begrebet FLOW. Mihaly Csikszentmihalyi, som har forsket i begrebet, har fundet ud af, hvordan man skaber flow-tilstande. Flow er en måde, som vi kan træne os op i, så vi kan leve i Nuet. Flow er en tilstand, hvor du er det, du laver. Det bringer os hen til Zenbuddhismen, inden for hvilken munkene praktiserer at være i en meditativ tilstand, mens de arbejder. Zenhaverne er et udtryk for denne praksis. Alle traditioner og kulturer har deres måde at skabe kontakt med og være i Nuet.

Vestens livsstil har desværre ikke sin egen praksis. Her er vi nødt til at gå til mysterieskolerne, yoga, kampsport, meditation, mindfulness. Det er med andre ord alle aktiviteter med et spirituelt og filosofisk grundlag, der viser sig i brugerens aktiviter.

Mysterieskoler som Rosenkors-Ordenen lærer sine studerende de grundlæggende teknikker for at opøve evnen til at leve ud fra Nuet. Nuet når vi frem til igennem en bevidst skabelse af en meditativ tilstand, mens kroppen gør det, der er nødvendigt lige nu. Vi taler ikke om en dyb meditation, men alligevel så dyb, at vi må beskrive oplevelsen som dyb indre fred og et indtryk af at have modtaget noget.

Med års øvelse bliver det muligt at være bevist om, at vi er i Nuet, fordi vi har optrænet evnen til at være observatør. Observatøren er vores bevidste nærvær, der betragter vores tanker, følelser og det, kroppen gør. I Nuet handler alt om det, der sker lige Nu. Egoet - den verdslige personlighed - er ikke til stede eller aktiv. Kroppens handlinger, følelser og tankerne udspringer af vores ubevidste bevidsthed og er fokuseret på det, vi gør.

Nuet kræver noget meget fundamentalt af os. Faktisk er det kun to ting, og det er: dyb selvindsigt og et bevidst valg om at lade være med at identificere sig med det, vi sanser, føler og tænker. Ved at optræne vores evne til at holde vores identitet på det, vi virkelig er, nemlig observatøren, kan vi blive bevidst i Nuet. Observatøren er vores vej til højere erkendelse om os selv, universet og livets skabelse. Denne del får Rosenkorsere undervisning i; men det er deres egen refleksion over undervisningen og deres spirituelle praksis, der skaber deres egen forståelse af dem selv. De skaber selvindsigt og vælger bevidst at identificere sig med denne observatør, efterhånden som de får erfaringerne.

Træning i at blive observatøren går igennem en passiv, observerende, meditativ praksis og kontemplation over, hvem du virkelig er. Det kræver tid. Den bedste praksis er en daglig dosis med en fast længde. Fem minutter dagligt er bedre end 1 gang om ugen i en time. Det er din hverdag, der bestemmer. En ½ time dagligt er at anbefale til denne praksis.

I mit daglige virke lærer jeg mennesker at skabe FLOW-tilstande, så de også oplever at være i Nuet og får erfaringer og beviser for, at de lever i Nuet. Alt her i verden kræver øvelse. Det gør det også for, at vi bevidst kan skabe flow. Det er en vedvarende proces at leve i Nuet. Det er et valg.

Der er tre vigtige ting, som må være opfyldt:

  • Det, du skal, må have en mening for dig
  • Du skal også have den viden, der skal til for at løse opgaven
  • Du skal gå i gang med opgaven med fokus på, at opgaven er meningsfuld for dig, og med tillid til, at du kan løse opgaven godt.

Vi mennesker er utroligt aktive, og vi bruger en masse energi ved ikke at skabe og leve i flow. Når vi er i flow, så er vi i Nuet. Vi er fokuserede, aktive, løsningsorienterede, og der eksisterer kun det, vi laver. Vi er det, vi laver. Vi bruger ikke energi på andet. Vi får energi ved at skabe flow. Det er min erfaring, at vi bliver lykkeligere og bedre til at møde livets udfordringer ved at leve i Nuet. Beviset for, at du har været i Nuet er, at du er lykkelig og meget glad på en rolig og afbalanceret måde. Du har overskud og er rummelig.

For at tydeliggøre flow-tilstanden får du her et eksempel.

Forestil dig, at du arbejder ude i haven, du skal plante nogle blomster og luge nogle bede. Haven og dens aktiviteter er vigtige for dig og meningsfulde. Du går ud i haven, finder dine redskaber frem og begynder arbejdet, ligesom du har planlagt. Du glemmer alt omkring dig - du planter, vander og luger bedene. Der er ingen tidsfornemmelse, ingen tanker og følelser. Du er heller ikke bevidst om, at du har en krop. Du er med andre ord ét med dine handlinger. Her findes kun Nuet.

Du kan sikkert selv komme på andre eksempler, for alle mennesker oplever at være i flow.

Rosenkors-Ordenens undervisning giver dig selvindsigt i den egen natur på dine egne betingelser. Du får øvelser, der skaber forudsætningerne for, at du kan leve i Nuet og opnå fordelene ved at leve i Nuet. Du kan læse mere om os på www.amorc.no, www.amorc.se og www.amorc.dk.

Vi har lavet et onlinekursus, så du kan opleve, hvordan Ordenens undervisning kan bruges i din hverdag på en praktisk måde. Kurset finder du her: www.mysterieskolen.no, www.mysterieskolen.se og www.mysterieskolen.dk.

Frater Benefaktor