24 May 2016

Samvittighedens stemme, din indre vejleder

Rosenkors-Ordenen underviser sine medlemmer om samvittighedens stemme. Hvad er den for en størrelse? Hvorfor skal vi lytte til den? Og er samvittighedens stemme det samme som samvittigheden?

Samvittigheden, den menneskelige samvittighed, er et kulturfænomen. Den skabes af samfundets og familiens syn på, hvad der er rigtigt og forkert i en given kultur og tidsalder. Den form for samvittighed er noget, vi har lært under vores opvækst, fordi vi skal lære at leve sammen. Så vi har udviklet et system om, hvad der er rigtigt og forkert: et samvittighedssystem. Det har altid indeholdt mange uretfærdigheder, f.eks. samfundets klasseopdeling. Også i dag opdeler vi samfundet i klasser, som for eksempel efter uddannelse og funktion.

Hvordan adskiller samvittighedens stemme sig fra den kulturelle samvittighed? Samvittighedens stemme er din indre vejleder, som holder dig på ret kurs. Den vejleder dig på en meget subtil måde. Den vejleder ud fra, hvad der er sandt for dig, altså fra det dybeste aspekt i din natur. Det er det aspekt, vi i Rosenkors-Ordenen kalder sjælspersonligheden.

Tit forveksler vi de to former for samvittighed med hinanden, fordi vi ikke er i bevidst kontakt med vores sjælspersonlighed, som samvittighedens stemme er et højere aspekt af. Rosenkors-Ordenen underviser sine medlemmer i denne svære kunst. Den er ikke svær at lære, men svær at mestre i oprørte situationer, fordi samvittighedens stemme er en meget fin og subtil kommunikation. Vi bliver bevidste om samvittighedens stemme gennem fornemmelser og følelser i kroppen eller gennem symbolske billeder i sindet.

Samvittighedens stemme er et udtryk af din indre vejleder, som hjælper dig til at udtrykke det potentiale, du indeholder. Den vejleder dig, så du ikke begrænser andre i det samme forehavende. Den er rummelig og givende. Den er som dit indre fyrtårn. Den viser vej og fortæller dig om farer, der kan ødelægge din rejse. Den beskytter dig, og du skal lære at lytte til den. Du kan altid kende den, fordi den dømmer dig aldrig. – Det samme kan vi ikke sige om den kulturelt betingede samvittighed. Den har til formål at tjene samfundet.

Hvordan styrker vi så kontakten med vores samvittigheds stemme?

Den vigtige tilgang til samvittighedens stemme sker gennem vores intuitive evner. Dem er vi født med. Lader vi være med at lytte til vores intuition, så bliver stemmen svagere og svagere og næsten uhørlig. Til sidst har den svært ved at få indflydelse. Mange modne mennesker er i denne situation. De kan næsten ikke høre samvittighedens stemme for al den larm, den kulturelle samvittighed laver. Vi vælger at lytte til den kulturelle samvittighed med det håb, at vi så passer bedre ind i den kultur, vi har valgt at leve i.

Vejen til en stærk og levende samvittighedens stemme, der vil dig dit bedste, er at styrke din intuition. Du skal øve dig på at lytte til den spæde indre røst for at lære den at kende, så du ved, hvordan den kommunikerer med dig . Du skal tage dens vejledning alvorligt og handle på den. I starten får vi ikke altid det resultat, vi ønsker os. Men efterhånden bliver du fortrolig med kommunikationen og lærer, hvordan du skal omsætte den til handling. Samvittighedens stemme vil hjælpe dig på den måde, der gavner dig bedst – og derfor ikke altid, som du kunne ønske dig det.

Samvittighedens stemme kender den korteste vej mellem to punkter, fordi den ser længere ud i fremtiden, end vores dagsbevidsthed kan. Den ser konsekvenserne ved vores valg på en meget længere tidshorisont, end vi gør, for vi vælger ud fra øjeblikkelig fordel eller nydelse.

Lader vi vores samvittigheds stemme være vores vejleder, opdager vi, at vores liv bliver lidt lettere, og vi styrker vores selvværd. Vi oplever, at flere af vores ønsker bliver opfyldt, og tingene forløber mere ubesværet.

Refleksion - vejen til dig selv

Vores selvværd og stressniveau har stor indflydelse på vores evne til at lytte til vores samvittigheds stemme. Rosenkors-Ordenen har udviklet et kursus, der hjælper til at styrke dit selvværd og mindske dit stressniveau: Reflektion – vejen til dig selv.

Kurset er et online kursus, der tilbydes af Rosenkors-Ordenens mysterieskole – gratis og helt uforpligtende. På kurset vil du lære, at udvikling er en indre proces. Det er det aspekt, hele Rosenkors-Ordenens undervisning bygger på. Processen er den, der udvikler dig. Og alle informationer gives for at støtte processen.

Du afgør selv med din indsats, hvilket udbytte du ønsker at få. På kurset lærer du mange ting om dig selv og om, hvordan du kan forbedre dit liv. Og du kan med fordel træne kontakten med din samvittigheds stemme samtidig, så du står stærkere til at leve dit liv, som du ønsker det – og i overensstemmelse med det dybeste aspekt af dig selv.

Du kan læse mere om kurset på http://www.mysterieskolen.dk, http://www.mysterieskolen.no og http://www.mysterieskolan.se.