30 Dec 2017

​​Du er en sjælspersonlighed, der har en krop!

Udsagnet i overskriften er en tese, som mange mystikere oplever tilværelsen ud fra. De arbejder med sig selv, afdækker skjulte sider af deres natur og får via refleksioner og observationer en dyb forståelse af, hvad menneskets sande natur er. En mysterieskole som Rosenkors-Ordenen pirker til og vækker vores nysgerrighed igennem undervisningen, som mysterieskolen tilbyder. Formålet er, at vi skaber kontakt med det højeste aspekt af, hvem vi er i virkeligheden.

Vi mennesker ser på os selv ud fra, hvad vi har lært i vores såkaldte virkelighed. Vi tror, at vi er det, vi kan se; det, vi kan gøre, og det, vi har. Det er det, vi lærer af omverdenen. Når vi beskriver verden, så har vi dette perspektiv for øje. Personligt har jeg erfaret, at denne vinkel ikke giver os det rigtige svar. Vi er nødt til at vende vores virkelighed på hovedet.

Ved at vende tingene på hovedet og se dem fra en anden side, får vi et andet perspektiv på verden og os selv. Vi kommer til at se verden via de principper og love, der virker i verden, og vi ser, hvordan de arbejder harmonisk sammen for at skabe den virkelighed, vi oplever fra vores sædvanlige perspektiv. Vores forståelse af verden bliver mere mangfoldig, rummeligere og mere dynamisk. Ved på den måde at udvikle en mere harmonisk forståelse af verden og dens oplevelser skaber vi et bedre liv.

Rejsen til sjælspersonlighedens perspektiv

Vejen til at opleve verden fra sjælspersonlighedens perspektiv er krævende for Egoet. Underbevidstheden indeholder mange fastlåste forestillinger om verden. Kun de færreste af vores forestillinger har vi selv opbygget efter nøje og kritisk at have undersøgt og taget stilling til dem. Vi har helt naturgivent adopteret forestillingerne under vores opvækst startende fra tiden, da vi var spæde. Vi har adopteret dem fra de mennesker, som vi havde omkring os til at beskytte os, og som vi derfor havde tillid til. Denne tillid gjorde, at vi accepterede deres måde at opleve og fortolke verden på.

Det er der intet galt ved. Men vi må erkende, at det meste af det, vi har adopteret, skaber begrænsede livsvilkår for os i fremtiden. Det er begrænsninger, vi ikke oplevede i de første tre år af vores levetid. I de år var vi begrænsede af vores evne til at kontrollere og bruge vores krop.

Hvis vores rejse startede i de tidlige barneår, ville vi komme hurtigere til en erkendelse af vores sande natur, for den vi lever i større pagt med i de første år af vores levetid. Starter rejsen, som den oftest gør, midt i livet, er vi fastlåste af de mange forestillinger, vi har om verden. Derfor tager det mange år at komme ind til kernen. Egoet er stærkt og vil beskytte os og sig selv, så Egoet kæmper imod med næb og klør. Egoet er bange for at dø, og denne frygt er drivkraften til vores iboende modstand mod at skabe personlig og åndelig udvikling.

Egoet har skabt den opfattelse, at personlig udvikling drejer sig om at lære nye færdigheder. Hver gang vi lærer noget nyt, som Egoet inspirerer os til, bliver vi mere og mere rodfæstede i den materielle verden, som er langt fra vores sande natur og vores fulde potentiale. Vi er fanget i vores egen skabelse.

Rejsen bør starte med den modsatte bevægelse - at frigøre sig fra vores Ego. Det gør vi ved at observere os selv, vores tanker, vores følelser og vores handlinger. Det kræver en vedvarende indsats at udvikle evnen til at observere uden at blive grebet af det, vi observerer - det vil sige, uden at vi identificerer os med det, vi observerer.

Når vi har observeret os selv, vores tanker, følelser og handlinger, er næste skridt at undersøge, hvorfor vi oplevede disse tanker og følelser samt udførte disse handlinger. Ved at fortsætte denne måde at se os selv på kommer vi dybere ind i vores natur, efterhånden som vi begynder at forstå de mekanismer, der driver vores Ego til at tænke, føle og handle, som det gør.

Værktøjerne, vi skal bruge, er observerende koncentration, reflektion, kontemplation og meditation. Efterhånden begynder vi at kunne se og forstå os selv fra et andet perspektiv. Vi får en helt anden forståelse, som ikke bygger på adopterede antagelser, men på egne observationer. Vi skaber bevidst valgte forandringer i Egoet.

Dette arbejde mindsker Egoets modstand, og vi begynder at kunne komme dybere og dybere i vores meditationer. Meditationerne skaber større harmoni i vores psyke, hvilket gør det muligt at kunne opleve kilden til, hvem vi er. Det er det, vi i Rosenkors-Ordenen kalder sjælspersonligheden. I bestemmer selv, hvad I vil kalde dette aspekt.

Når I er nået til denne erkendelse, så vil I, når I mediterer, kunne opleve transformerende tilstande. Det kalder vi kosmisk bevidsthed. Næste skridt i vores udvikling er at forankre os i sjælspersonligheden og udtrykke den i virkeligheden.

Hvorfor skal vi påtage os rejsen til sjælspersonlighedens perspektiv?

Rosenkorsere har den holdning, at menneskeheden samlet kun kan nå næste trin i udviklingen, ved at alle mennesker kommer med som en helhed. Der vil selvfølgelig være nogen, der viser vejen via deres egen udvikling, men menneskeheden kan ikke fuldføre dens udvikling, uden at alle kommer med. Derfor findes mysterieskolerne og deres undervisning.

Kikker vi på vores virkelighed, så lader der til at være et stort potentiale for at udvikle menneskeheden til et højere niveau af bevidsthed og evne til at udtrykke og modtage kærlighed.

Der er mange fordele ved at udvikle sig. Vi får et bedre helbred, en mere skarp og åben bevidsthed samt en udvidet følelse af lykke og glæde i livet. Og vi opnår en dyb indre fred og helhedsforståelse af vores liv, hvor der aldrig opstår tomhed.

Vi skal dog først i mål med de udfordringer, livet giver os. Her hjælper undervisningen Rosenkorsere over hele verden. Du kan læse mere på: www.amorc.no, www.amorc.se, og www.amorc.dk.

Frater Benefactor