30 Oct 2018

Hvad er det, der skaber vores tanker og følelser?

Spørgsmålet er relevant for alle, der søger en åndelig forståelse af sig selv, og for dem, som søger illumination. I Rosenkors-Ordenen siger vi, at mennesket er en sjæl, der har en krop. Vi har et psykisk og et fysisk legeme. Det giver en treenighed, der kan beskrives som sjæl, psyke og krop.

Kroppen har sin egen bevidsthed; psyken har sin egen bevidsthed, og den er tilstede i hele kroppen. Psyken tilfører kroppen den energi, som kroppen har brug for for at kunne bevare livsprocesserne. Føden og luften er de elementer, som livsprocessen har brug for, så kroppen kan vedligeholdes.

Sjælen er ophavet til, at psyken og kroppen eksisterer, sådan lidt enkelt sagt. Sjælen er intelligensen og den nærværende oplevende bevidsthed.

Kroppens bevidsthed er fokuseret på at sanse ved hjælp af sine sanseredskaber - syn, lugtesans, følesans, smagssans, hørelse - og de indre sanseredskaber, der fortæller, hvordan det står til i kroppens univers.

Psykens bevidsthed modtager sanseindtrykkene og sammenligner med sine erindringer, erfaringer og vurderer kvaliteten og vigtigheden af indtrykkene. Psyken beregner alle scenarierne, som psykens nuværende tilstand bringer frem i lyset. Beregningerne vurderes ud fra det, vi tror på, er vores virkelighed, og det, som er vigtigt for os. Psyken vælger den beregning, som er tættest på det, vi sætter højt. Det betyder, at alle vores handlinger og beslutninger er baseret på, hvad der er værdifuldt for os, og hvad vi tror om livet lige nu.

Mange mennesker handler ud fra overbevisningen om, at de er deres krop. Dermed bliver de tanker og følelser, kroppen og psyken producerer, til deres egne tanker og følelser. Mennesker, der ser sig selv som en sjæl, oplever, at psyken og kroppen producerer oplevelser på grund af de tanker og følelser, som sjælen observerer ske i sindet og i kroppen.

Mange mennesker er opvokset med en overbevisning om, at vi er psyken og kroppen. Vi identificerer os med personligheden, og dermed oplever vi, at vi er vores tanker og følelser. Sjælen er bare noget, vi har; vi oplever ikke os selv som sjælen.

Det, som mysterieskoler og Rosenkors-Ordenen underviser i, hjælper egoet, vores psykiske personlighed, til at få en bredere forståelse af, at vi er en sjæl, der har en krop. Det sker igennem den proces, som studierne leder os frem til. Processens mål er, at vi (egoet) møder sjælen, og at vi gennem det møde opnår den dybe forståelse af vores sande natur. Mødet vil afstedkomme et skift i vores perspektiv. Vi bliver bevidste om, at vi er sjælen, der oplever, at det har en psyke og en krop, som er styret af den personlighed, der i psykologien kaldes for egoet.

Fra det øjeblik vi opnår denne forståelse, vil egoet samarbejde i større eller mindre grad, alt efter de livsomstændigheder vi lever under. Forståelsen medfører, at vi oplever mindre frygt, vi bliver lykkeligere og får flere gode oplevelser. Selve livsoplevelsen skifter, og vores livs formål kommer til at stå klart for os.

Du kan lære meget mere på vores hjemmesider.

Frater Benefactor